Indholdsfortegnelse

Vinylhandsker

Vinylhandsker er billige engangshandsker, primært egnet til korte opgaver med lav risiko. Handskerne er nyttige til fødevarehåndtering og rengøring med milde rengøringsmidler.

Vinylhandsker har en kortvarig holdbarhed pga. det billige fremstillingsmateriale. 

Her kan du læse mere om hvad vinylhandsker kan bruges til, og hvilke fordele og ulemper der er ved denne type engangshandske. 

Hvad kan vinylhandsker bruges til?

Vinylhandsker kan bruges til kortvarige rengøringsopgaver med milde rengøringsmidler. Fødevaregodkendte vinylhandsker kan desuden bruges til håndtering af fødevarer som ikke er fede, f.eks. frugt og grønt.

Handsken er til gengæld ikke beregnet til kontakt med fede fødevarer såsom kød, fisk, smør, olie og lignende.

Det skyldes det billige materiale PVC, som handsken er lavet af. PVC modstår fede og olierede fødevarer dårligt: Fedtet nedbryder plastikken, og kan overføre problematiske stoffer, blødgørere, til bæreren af handsken. 

Det er ikke alle vinylhandsker, der er fødevaregodkendte, det er derfor en god idé at tjekke produktbeskrivelsen.

Er du tvivl om hvilken engangshandske du skal vælge? Få mere at vide om de 5 mest brugte engangshandsker i vores definitive guide til engangshandsker her: Engangshandsker: Den definitive guide. Du finder guiden ved at scrolle lidt ned på siden, som du lander på. 

Fordele ved vinylhandsker

Vinylhandskers største fordel er den lidt lavere pris. Handskerne kan fås til mellem 60 – 125 kr. for 100 stk. handsker. Vinylhandsker er f.eks. lidt billigere end nitrilhandsker og latexhandsker. 

Sammenlignet med LDPE handsker (tankhandsker), som er endnu billigere, har vinylhandsker en bedre pasform. 

Vinylhandsker er desuden en forholdsvis behagelig handsketype, som er nem at tage af og på. 

Vinylhandsker indeholder desuden ikke latex, som kan udløse allergi hos bæreren. 

Ulemper ved vinylhandsker

Ulempen ved vinylhandsker er den begrænsede holdbarhed. Sammenlignet med nitrilhandsker og latexhandsker, kan handsken ikke tåle meget stræk og bøj, før materialet brydes op, og den beskyttende barriere ødelægges. 

En anden ret væsentlig ulempe ved vinylhandsken er, at handsken ikke yder ordentlig beskyttelse mod bakterier, vira og kemiske væsker.

Derfor er handsken ikke velegnet til sundhedspersonale, der skal beskyttes mod biologiske kontaminanter. Rengøringspersonale får heller ikke optimal beskyttelse mod skrappere kemi med vinylhandsker.  

En tredje ulempe ved vinylhandsker er, at de kan indeholde de problematiske stoffer blødgørere, også kaldet ftalater. Blødgørere mistænkes for at indeholde hormonforstyrrende stoffer, som er skadelige for både mennesker og miljø.

Det er dog ikke alle vinylhandsker, der indeholder blødgørere. Hvis du vil undgå kontakt med blødgørere i vinylhandsker, kan du istedet vælge den væsentligt billigere handske LDPE handske, også kaldet tankhandsker. 

En fjerde ulempe handler om komfort: Huden har sværere ved at ånde i en vinylhandske. Det skyldes, at handsken bl.a. er lavet af PVC.    

Den femte ulempe er at vinylhandsker belaster miljøet. Region Midtjylland har derfor fravalgt vinylhandsker i regionens indkøbsaftaler. Det skyldes, at handsken indeholder problematiske stoffer, som giver problemer, når handsken skal affaldssorteres. 

Vinylhandsker versus nitrilhandsker

Hvis man sammenligner vinylhandsken med den lidt dyrere nitrilhandske, hvilken handske er så mest velegnet?

Den mest velegnede handske yder den optimale beskyttelse mod den risiko, der er i brugssituationen: Til korte opgaver med lav risiko kan man sagtens bruge vinylhandsker. 

Men hvis man skal udføre opgaver med høj risiko, hvor der er risiko for kontakt med kemi eller biologiske kontaminanter såsom bakterier, vira, blod og kropsvæsker, så yder nitrilhandsken den korrekte beskyttelse.

Nitrilhandsker udmærker sig også ved en længere holdbarhed, og handsken indeholder desuden ikke problematiske, hormonforstyrrende stoffer. 

Vinylhandsker har generelt en kortere holdbarhed, sammenlignet med nitrilhandsker. Handskerne går nemmere i stykker, når der udføres en opgave. De har desuden en løsere pasform på hænderne, hvilket gør handsken mindre egnet til præcisionsarbejde. 

Udfører du opgaver med høj risiko? Så kan du læse mere om hvor længe engangshandsker beskytter, og hvordan man laver en kemisk APV her: Engangshandskers modstandsevne.

Hvad beskytter vinylhandsker mod?

Vinylhandsker beskytter kun i ringe grad mod bakterier og vira, da der kan opstå huller, når materialet strækkes. Vinylhandsker kan heller ikke forventes at skærme brugeren mod stærke kemikalier. Handskerne giver omvendt en acceptabel beskyttelse mod snavs, vand, sæbe og almindelige rengøringsmidler. 

Hvem kan bruge vinylhandsker?

Forbrugere kan bruge vinylhandsker til korte opgaver, hvor der ønskes beskyttelse mod vand, milde rengøringsmidler eller smuds. Rengøringspersonale kan, som en nødløsning, godt anvende handskerne til korte opgaver, hvor der bruges milde rengøringsmidler.

Det anbefales dog at vælge vinylhandsker, som er fri for blødgørere, som mistænkes for at være hormonforstyrrende. 

Hvor kan man købe vinylhandsker?

Du kan købe vinylhandsker online og i butikker. Det største og bredeste udvalg findes online, f.eks. hos rengøringsgrossister og i kædebutikker.

Hos rengøringsgrossister kan man få vinylhandsker uden problematiske blødgørere. Der findes forskellige størrelser vinylhandsker at vælge mellem på markedet: XL, large, medium, small og X-small. Handskerne kan fås i æsker med forskelligt antal, f.eks. med 50 eller 100 stk.

Hvordan fremstilles vinylhandsker?

Vinylhandsker er syntetiske engangshandsker, der fremstilles ved en proces, der hedder polymerisation. Fremstillingen foregår på en fabrik, på en lang produktionslinje med håndforme, som dyppes ned i forskellige kemiske væsker. Indimellem tørres handskerne. Til slut gennemgås handskerne for fejl og pakkes, inden de sendes ud til leverandøren.

Video der viser fremstillingsprocessen af vinylhandsker

Hvad er vinylhandsker lavet af?

Vinylhandsker laves af polyvinylchlorid, som forkortes til PVC. PVC kaldes ofte blot vinyl i daglig tale. Vinyl er en polymer af klorethen og vinylklorid.

Når vinylen skal laves til handsker, tilsættes der en kemisk substans, der hedder plasticizer eller blødgøringsmiddel på dansk.

Det sikrer, at handsken er fleksibel, blød og nemt kan tages på hænderne. Blødgørende stoffer er mistænkt for hormonforstyrrende virkning på mennesker. 

Vinylhandsker kan ikke genbruges

Vinylhandsker er fremstillet til engangsbrug. Handsken kan ikke genanvendes, f.eks. af sparehensyn eller miljøhensyn. PVC er et billigt plastmateriale, som mørnes ved kontakt med varme og sved.

Materialet har desuden begrænset holdbarhed, når det strækkes og bøjes. Hvis handsken bruges igen, kan det ikke garanteres, at kontakt med fødevarer foregår 100% hygiejnisk.

Engangshandsker bør generelt skiftes mellem opgaver, og handskerne kan typisk kun anvendes i kortere perioder.