
Indholdsfortegnelse
LDPE handsker (tankhandsker)
LDPE handsker er gennemsigtige, rummelige engangshandsker af plastik, primært egnet til korte opgaver.
Forkortelsen LDPE står for Low density Polyethylene, og beskriver dels plastikmaterialet polyethylen, som handsken er lavet af, og dels materialets karakter: lethed og fleksibilitet.
Handsken findes også under navnene “tankhandsker”, “plastik engangshandsker”, eller “engangshandske PE”.
I denne artikel kan du bl.a. få mere at vide om hvilke opgaver du kan bruge LDPE handsker til. Der er også information om fordele og ulemper ved LDPE handsker og fremstillingsprocessen.
Hvad kan LDPE handsker bruges til?
LDPE handsker er nyttige til korte opgaver med lav risiko. Da handskerne er lavet af billigt plastik med begrænset holdbarhed, er den anbefalede brugstid på maximalt 30 minutter. Du kan bruge tankhandsker til flere typer kortvarige opgaver:
- Fødevarekontakt
- Kortvarig rengøring
- Tankning af benzin
- Reparation af bil
- Farvning af hår
LDPE handsker er glimrende til fødevarekontakt. De fleste LDPE handsker er fødevaregodkendte, og derfor sikre at bruge til korte opgaver med fødevarer. Handskerne kan f.eks. bruges, når der skal sælges brød og kager i en bagerbutik. De kan også benyttes af kunder i supermarkedets frugt- og grøntafdeling, eller til bland-selv slik.
Det er nemt og hurtigt at bruge de rummelige handsker, som passer på begge hænder, og de kan nemt kan tages på og af.
LDPE handsker er også passende til rengøringsopgaver af kort varighed, hvor der benyttes almindelige, milde rengøringsmidler. Handskerne klarer sig ikke videre godt, hvis der er stærkere kemi involveret.
Private forbrugere kan desuden bruge tankhandsker til tankning af benzin, eller til hurtige bilreparationer med snavs og olie, som er svært at rense af huden ved almindelig håndvask. Tankhandsker beskytter også fint, når der skal farves hår.
Hvad er LDPE handsker uegnede til?
LDPE handsker beskytter dårligt mod stærke kemikalier og biologiske smittekilder, f.eks. vira og bakterier. Det skyldes, at handsken er lavet af en type plastik, som relativt nemt kan få huller, og som nemt mørnes af kemi.
Hvis du skal udføre opgaver med større risiko, anbefaler vi istedet at bruge de alsidige nitrilhandsker, som beskytter mod flere risici. Du kan få mere at vide om fordele og ulemper ved nitrilhandsker her: Nitrilhandsker.

Fordele ved tankhandsker
Tankhandsker er den billigste engangshandske på markedet, og kan findes til salg for helt ned til 10 kr. for 100 stk. handsker.
Tankhandsker er en god all-round løsning til hurtige opgaver, fordi de er nemme at tage af og på. Fordelen ved tankhandsker er også, at det er en rummelig handske, som passer til alle hænder. Handsken fås f.eks. i størrelse small, medium og large. Hvis handsken skal bruges af flere forskellige personer, anbefaler vi størrelse large, der kan bruges som one-size løsning.
Hvis du skal løse opgaver med fødevarer, er fødevaregodkendte tankhandsker også en udmærket løsning: De har typisk en anbefalet brugstid på op til 30 minutter, hvorefter handskerne bør skiftes.
LDPE handsker er risikofri at bruge, sammenlignet med latexhandsker, som kan udløse latexallergi. De er også fri for hormonforstyrrende stoffer, sammenlignet med vinylhandsker, som kan indeholde phthalater.
Ulemper ved tankhandsker
Tankhandsker har begrænset holdbarhed, og er derfor ikke velegnede til opgaver, der varer mere end 30 minutter.
Handskerne beskytter ikke mod stærke kemikalier og biologiske smittekilder.
Til opgaver, hvor der kræves finmotorik og præcision, er tankhandsker ikke velegnede. Tankhandsker er særdeles rummelige, og derfor er kontakten til genstande ikke præcis. Du kan vælge en variant med tekstureret overflade, for at sikre, at der er en acceptabel kontakt via handsken.
Tankhandsker er desuden ikke specielt hudvenlige: De er lavet af polyethylen, en plastiktype, som gør det svært for huden at ånde. Hvis du skal bruge tankhandsker, kan du beskytte huden ved at vaske og tørre hænderne grundigt efter brug. Håndcreme er også et godt supplement.
Tankhandsker er lavet af plastik, som forurener vandmiljøet. Da handskerne er meget billige, kan de købes i store mængder, hvilket leder til et højere plastforbrug, og mere plastik i miljøet. Du kan evt. overveje, om LDPE handsker er strengt nødvendige til en opgave.
Når du har brugt LDPE handsker, kan du desuden mindske miljøbelastningen ved at affaldssortere handskerne korrekt:
- Handsker, som ikke er snavsede, smides i beholderen til plast.
- Snavsede handsker smides i beholderen til restaffald.
Bemærk venligst, at anbefalingerne for plastsortering kan variere fra kommune til kommune.
LDPE handsker fås i forskellige størrelser
LDPE handsker fås i forskellige størrelser, f.eks. small, medium, large. Engangshandskerne fås oftest i æsker med 100 stk. Hvis der er flere, der skal bruge handsker, er størrelse large en udmærket løsning, der passer til de fleste.
LDPE handsker har begrænset holdbarhed, og det skyldes tykkelsen på plasten. Hvis LDPE handsken eksempelvis har en tykkelse på 6 my, indikerer det, at plastikken relativt nemt kan få huller eller rifter. Til sammenligning har de fleste plastikposer, f.eks. til indkøb, en tykkelse på 45 my.
Der findes andre engangshandsker, som er stærkere og mere robuste end LDPE handsker. Du kan læse mere om bl.a. latex-, nitril-, vinyl-, vitril- og TPE handsker i vores guide, der giver svar på alt, hvad du skal vide om engangshandsker. Du finder guiden ved at scrolle lidt ned på siden, du lander på: Engangshandsker: Den definitive guide.

LDPE handsker kan ikke genbruges
Engangshandsker af plastik er kun til engangsbrug. Handsken kan ikke genanvendes, f.eks. af sparehensyn eller miljøhensyn. Hvis handsken genbruges, kan det ikke garanteres at fødevarehåndtering foregår 100% hygiejnisk.
En genbrugt handske kan heller garanteres at beskytte huden optimalt, når der skal laves opgaver med snavs, olie eller stærk farve. Det anbefales at opbevare handskerne tørt og ved stuetemperatur. Undgå gerne høje temperaturer og direkte sollys.
Hvad er LDPE handsker lavet af?
LDPE handsker fremstilles af polyethylen (PE), en almindelig og billig plasttype, der bruges i alt lige fra shampooflasker, poser og engangshandsker.
Polyethylen findes i flere kvaliteter, med forskellig molekylestruktur, som giver plast, der passer til brugsformålet. De to mest brugte typer polyethylen er:
- Low density polyethylen (LDPE). En klar/gennemsigtig plasttype med stor fleksibilitet, men lav holdbarhed. LDPE bruges til at lave en lang række produkter: Plastikposer, husholdningsfilm, pakkefilm.
- High density polyethylene (HDPE). En robust og holdbar variant i forhold til LDPE, med stor modstandsevne over for kemikalier. HDPE bruges til at fremstille legetøj, udendørs møbler, køkkenværktøj og kloakrør.
Video der forklarer forskellen mellem LDPE og HDPE plast
Sådan laves tankhandsker
Tankhandsker fremstilles i en handskemaskine, hvor to ark af polyethylen hæftes sammen med varme. Plastikken trykkes hårdt sammen på en håndform. LDPE handsker dyppes ikke i væske, ligesom latex-, nitril eller vinylhandsker. Derfor er handsken ikke vandtæt over for forskellige væsker.
Processen går hurtigt: En handskemaskine kan lave hundredvis af handsker i minuttet, og det giver en billig engangshandske.
Når LDPE handskerne er hæftet sammen, tages de ud af maskinen, overskydende plast fjernes. Handskerne pakkes derefter i æsker og sendes videre til leverandøren. De fleste LDPE handsker fremstilles i Kina.
Video der viser hvordan tankhandsker fremstilles